En opmuntrende TED-talk om selvmord (tro det eller ej)

Mark Henick har selv forsøgt selvmord og taler nu om det til alle, der vil lytte. Til dem, der selv overvejer selvmord, og til os alle, der kan hjælpe med at gøre noget ved det. Han kritiserer det psykiatriske system (eller rettere dem, der (ikke) giver penge til det psykiatriske system) og opfordrer os alle til ikke kun at tale om selvmord og deslige bag lukkede døre. Det er 15 minutter og 26 sekunder, der vil være givet godt ud. 

Og det er mest af alt opmuntrende, synes jeg. For der er håb på alle mulige måder.

"Shoot the damn dog"

Winston Churchill kaldte depression for "den sorte hund". Og det var en hund, han kendte til. Den har lagt
navn til Sally Bramptons bog "Shoot the damn dog: a memoir of depression" - det er en virkelig god bog, som jeg vil anbefale til alle. Hun skriver om sine egne erfaringer med depression, om sine fremskridt, om behandlingsmuligheder. Den er sjov og den er alvorlig og.. alt muligt andet. Jeg har lånt min ud flere gange, og jeg tror, mange vil kunne få meget ud af den.

Den kan selvfølgelig købes på Amazon


Følgende står på en af de første sider. Jeg har sat en prik ved det første gang, jeg læste det, da jeg havde det rigtig skidt:

“Wanting to die (or 'suicidal ideation'as the experts would have it) goes hand in hand with the illness. It is a symptom of severe depression, not a character failing or moral flaw. Nor is it, truly, a desire to die so much as a fervent wish not to go on living. All depressives understand that distinction.” 
― Sally Brampton, Shoot The Damn Dog: A Memoir Of Depression

“If you are reading this book and you feel that way too then you are not alone. I understand how you feel. I think that anyone who has suffered from even mild depression understands how it feels. Yet we forget that others understand our suffering. We withdraw, isolate or shut down completely. We lose ourselves in our selves, and in the illness.
It doesn’t have to be that way. If we connect with even one other human being who understands, we take one step out of the illness. Life is about connection. There is nothing else. Depression is the opposite; it is an illness defined by alienation. So I offer this book by way of connection. I offer it, too, as a source of hope. I hope that by sharing what I was like, what happened and what I am like now, that it may bring someone else comfort.” 
― Sally Brampton, Shoot The Damn Dog: A Memoir Of Depression

Bliver jeg nogensinde mig selv igen? Det tror jeg ikke.

Jeg skrev for lang tid siden: 

Jeg kan ikke huske, hvem jeg er. Hvordan jeg er. Hvordan kan jeg så nogensinde blive mig igen?

Det betød i nogle år meget for mig, at jeg ville blive mig selv. Jeg følte, jeg forsvandt, og jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg skulle komme tilbage. Om min personlighed var helt forsvundet.

Men jeg tror ikke, jeg bliver det "jeg" igen. På det tidspunkt, jeg taler om ovenfor, havde depressionen så godt som overtaget mig. Men nu ved jeg, at jeg er "mig". Ikke i en så sikker form, jeg gerne vil være, men det går den rigtige vej. 

Om jeg så skulle vågne som Raske Marie 19-20 år, ville det her jo have forandret alt. Og det gør jeg jo heller ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg ville, hvis jeg fik valget. Jeg aner ikke, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg aldrig var faldet ned i min depression. Måske havde jeg været gymnasielærer et sted på Fyn. Det var jo der, jeg var på vej hen.

Så, jeg er mig selv. Det er et anderledes "selv" end det, der blev sygt. Og det er okay. 

Fra arkivet #1

Du forstår ikke, når jeg henviser til et "jeg", du aldrig har mødt. 

Det, der henviser til mig - før. Før det her. Før jeg blev syg. Før jeg brød ned. Sammen. Sikringerne sprang. En efter en. De sprang, og jeg fortsatte. Ren vilje, tænkte jeg. Og faldt. Som aldrig før. Eftertrykkeligt. 

Er der en lyd, når Marie falder i skoven, og der ikke er nogen, der hører det? 

Jeg prøvede. Jeg klædte mig ud som Marie. Det var let nok. Jeg forlod det kaos, jeg boede i. Og prøvede at være Marie. Som jeg huskede hende. Det var svært. Umuligt. 

Et foredrag fra Stanford Universitet om depression

Professor Robert Sapolsky fra Stanford University taler om depression. Han vender flere gange tilbage til, at depression er en biologisk sygdom.

Han definerer dyb depression som:

1. "It's a biochemical disorder with a genetic component with early experience influences, where someone can't appreciate sunsets." - altså "the inability to feel pleassure"
2. Grief
3. Guild
4. Self-injury - risk of suicide

Hvad koster det at tale med en professionel?

0kr:

Hvis du slet ingen penge har, så vil jeg anbefale dig at gå til samtaler hos din egen praktiserende læge. Det er gratis, og det er ret normalt at gøre.

Det er også gratis at tale med en psykiater. Hvis din læge tror, det kan være gavnligt for dig, så kan du blive henvist til en.

Studierådgivningerne rundt omkring yder gratis samtaler.

Gå til samtaler hos en præst. 

Ovenstående ting er noget, du kan gøre i kortere forløb. Måske 5-10 gange.

De blev så kede af, at jeg var ked af det

Andres reaktioner fylder meget, når du først er kommet ud af det depressive skab. Og andres trælse reaktioner fylder rigtig meget. Du har få kræfter, og det er virkeligt anstrengende.
Men du bliver bedre til at håndtere det. 

Et af de store problemer bunder i, at mennesker, du har tæt, er:

1) dem, du har mest brug for at snakke med. 

2) dem, der har sværest ved at tale med dig om det.

Det er upraktisk, og det er svært. Jeg skrev på et tidspunkt: 

"Folk, jeg holdt af, blev så kede af, jeg havde det så dårligt. Dem skulle jeg også trøste." 

Og jeg kan ikke sige det bedre nu.

Emil Jensen - skånsk musik

Jeg er begejstret for den skånske sanger Emil Jensen. Han har lavet mange gode sange, men den her er særligt "depressions-aktuel". 

Den hedder "igen" og den er melankolsk på en sært optimistisk måde.

Temaet er, at det kan være svært at forestille sig sit humør skifte, både når man er på toppen og på bunden.

Jeg græd og græd og græd

Da jeg havde det værst, græd jeg ikke. Jeg var helt i koma. Som når man vågner fra en fuld narkose, så gør det først rigtig ondt, når bedøvelsen holder op med at virke. Det er sådan, jeg kan beskrive det bedst, tror jeg.


I løbet af mit sygdomsforløb har jeg blandt andet skrevet følgende om gråd:

"Pludselig huskede jeg, at jeg lå i min seng på kollegiet og græd så højt, jeg tænkte på, om de andre kunne høre det. Så tog jeg min hovedpude for munden. Jeg kunne ikke kontrollere det. Det føles som virkelig lang tid siden. Åh, lille Marie-skat."

Hos lægen

Min læge ser på mig. Venligt. Forstående. Bekymret. Beslutsom. Jeg er deprimeret. Jeg vidste det godt. Han giver mig en recept. Jeg går grædende ned på apoteket og får udleveret mine første antidepressive piller. Det er den tredje november 2008. Og jeg kan ikke mere.

-----------------

Han bad mig om ikke at begå selvmord. Jeg vidste, det var det, han mente. Vi ses om fjorten dage.

Sammenbrud på første række

Jeg kommer ind til undervisning. For sent. Jeg kan ikke se en plads. Der er en, der henter en stol. Jeg sætter mig på den ved siden af et tomandsbord på forreste række. Jeg har ikke været i bad. De kan allesammen se det. At mit liv falder ned om ørerne på mig. At jeg er ved at bryde sammen.

Til psykolog hos Idiot Idiotsen

Jeg var til en idiot af en psykolog, der insisterede på at tale om selvmordstanker på trods af, at jeg havde sagt, jeg ikke havde nogen. Det var i det hele taget åndssvagt. Og det havde taget mig så lang tid at få slæbt mig til en psykolog.

Det var da flot! Du sagde stemmen imod! Kvinden var tydeligvis idiot. Nogle gange er det rart at tænke på at dø. Nå. Så kan man føle sig levende. Nå. Men det - Altså for mange sætter det tingene i perspektiv. Så det at have selvmordstanker og ikke føre dem ud i livet, det kan virke livsbekræftende og give dig en følelse af, at du har kontrol over dit liv. Nå. Der er mange, der – Det er fint nok. Sådan har jeg det ikke. Nå, siger hun næsten skuffet. Jeg er her kun et år, så du skal nok gå hos en af de andre. Ja.

Og jeg kom jo aldrig tilbage.

Elefanter

Det står skrevet i dit ansigtForstenet i smerte:Du har elefanter på dine skuldreEfter dig trækker du hundredeStumme, stirrende elefanter