Hvor syg skal jeg sige, jeg er?

Mine venner ved, jeg er syg. Mine kolleger ved, jeg er syg. Administrationen og studienævnet på mit studie ved, at jeg er syg. 

Men de ved alle sammen i forskellig grad, hvor syg jeg er, og hvordan jeg er syg.

Da jeg flyttede til Århus havde jeg været syg i et år eller to. Og jeg var bange for, at jeg ville blive set som "syge Marie". At alt, jeg sagde og gjorde, ville komme igennem et "Marie er jo syg"-filter. Jeg vil meget gerne tages alvorligt. På den anden side havde og har jeg jo brug for, at andre tager hensyn til, at jeg er syg. Og det er svært at finde en balance.

Min nuværende taktik er at underdrive. Det er måske dumt. Det har den fordel, at folk tager mig alvorligt. Stort set. Det har den ulempe, at når jeg gør nogle "syge" ting, så tænker folk, det er manglende omtanke, usympatisk osv og de bliver irriterede og skuffede. Jeg ved ikke, om det går op. 

Men jeg kunne ikke drømme om at lægge alle kort på bordet. Det gør andre jo heller ikke. Lad os lade som om, det er min personlighed. Det er det måske også.

Fra arkivet #1

Du forstår ikke, når jeg henviser til et "jeg", du aldrig har mødt. 

Det, der henviser til mig - før. Før det her. Før jeg blev syg. Før jeg brød ned. Sammen. Sikringerne sprang. En efter en. De sprang, og jeg fortsatte. Ren vilje, tænkte jeg. Og faldt. Som aldrig før. Eftertrykkeligt. 

Er der en lyd, når Marie falder i skoven, og der ikke er nogen, der hører det? 

Jeg prøvede. Jeg klædte mig ud som Marie. Det var let nok. Jeg forlod det kaos, jeg boede i. Og prøvede at være Marie. Som jeg huskede hende. Det var svært. Umuligt. 

Jeg græd og græd og græd

Da jeg havde det værst, græd jeg ikke. Jeg var helt i koma. Som når man vågner fra en fuld narkose, så gør det først rigtig ondt, når bedøvelsen holder op med at virke. Det er sådan, jeg kan beskrive det bedst, tror jeg.


I løbet af mit sygdomsforløb har jeg blandt andet skrevet følgende om gråd:

"Pludselig huskede jeg, at jeg lå i min seng på kollegiet og græd så højt, jeg tænkte på, om de andre kunne høre det. Så tog jeg min hovedpude for munden. Jeg kunne ikke kontrollere det. Det føles som virkelig lang tid siden. Åh, lille Marie-skat."