Tid hos psykiateren

Jeg kom ikke til vores aftale i forgårs. Jeg har fået tid d. 25. februar. Der er godt nok lang tid til.

Jeg kom ikke, fordi jeg sov. "Folk" synes, det lyder så dumt. Men det er ikke dumt. Det er nærmere synd for mig, synes jeg. Det var jo ikke fordi, jeg tænkte, det var fedt. Men jeg forsvarer mig ikke, når folk siger det. Det kan ikke betale sig.

Jeg har svært ved at sove for tiden. Jeg er træt, men jeg kan ikke sove. Det hænger tit sammen med at have det dårligt. Når jeg så endelig falder i søvn, så er det en ubehageligt dyb og lang søvn, og jeg vågner og er utilpas. Mit vækkeur ringede, da jeg skulle til psykiater, men jeg faldt i søvn igen. Selvom jeg gerne ville afsted. Jeg kan godt lide at være der, og det var vigtigt. Det var meget vigtigt. Men jeg havde ingen kontrol over det. Eller som jeg siger til folk: det føltes som om, jeg ingen kontrol havde over det. 

Jeg bliver aldrig rask..

Jeg sagde, at det føltes som om, jeg aldrig ville blive rask. At det aldrig ville holde op. Jeg fik at vide, at det var depressionen, der talte.

Men det er svært at sortere sine tanker - "dén der, dén var god nok, men dén der tanke, den er syg, den gælder ikke" - de lyder jo begge to som mig. Som mine tanker og som om, de kommer fra samme sted. Det er meget ubehageligt. Ikke at kunne stole på sine egne tanker. Jeg kan jo heller ikke sætte mig ud over dem - hvorfor skulle det være sikkert, at mine tanker om tankerne skulle være sunde?

Jeg tænkte, jeg måtte stole på andres opfattelser af sandheden. Hvis fire andre mente ét, og jeg mente noget andet, så måtte de havde ret. Don't try that at home, det fungerede overhovedet ikke. Det viste sig, at det alligevel var mig, der var bedst til at leve mit liv.

Det holder aldrig op. Det er depressionen, der taler. Jeg kan ikke høre forskel. Jeg kan ikke huske, hvem jeg er. Hvordan jeg er. Hvordan kan jeg så nogensinde blive mig igen?

Det kommer helt naturligt, at definere depressionen som noget fremmed. Et fremmedlegeme, der er flyttet ind i én. Jeg kan godt forstå, man nogle stedet og i gamle dage tænkte, man var besat af en ond ånd. Det kan føles sådan. Lige nu tænker jeg, at depressionen mere er som en virus eller en kræftsygdom, der har gjort en del af mig syg. Og at der er en kamp mellem mig og den. 

Hvor syg skal jeg sige, jeg er?

Mine venner ved, jeg er syg. Mine kolleger ved, jeg er syg. Administrationen og studienævnet på mit studie ved, at jeg er syg. 

Men de ved alle sammen i forskellig grad, hvor syg jeg er, og hvordan jeg er syg.

Da jeg flyttede til Århus havde jeg været syg i et år eller to. Og jeg var bange for, at jeg ville blive set som "syge Marie". At alt, jeg sagde og gjorde, ville komme igennem et "Marie er jo syg"-filter. Jeg vil meget gerne tages alvorligt. På den anden side havde og har jeg jo brug for, at andre tager hensyn til, at jeg er syg. Og det er svært at finde en balance.

Min nuværende taktik er at underdrive. Det er måske dumt. Det har den fordel, at folk tager mig alvorligt. Stort set. Det har den ulempe, at når jeg gør nogle "syge" ting, så tænker folk, det er manglende omtanke, usympatisk osv og de bliver irriterede og skuffede. Jeg ved ikke, om det går op. 

Men jeg kunne ikke drømme om at lægge alle kort på bordet. Det gør andre jo heller ikke. Lad os lade som om, det er min personlighed. Det er det måske også.

De blev så kede af, at jeg var ked af det

Andres reaktioner fylder meget, når du først er kommet ud af det depressive skab. Og andres trælse reaktioner fylder rigtig meget. Du har få kræfter, og det er virkeligt anstrengende.
Men du bliver bedre til at håndtere det. 

Et af de store problemer bunder i, at mennesker, du har tæt, er:

1) dem, du har mest brug for at snakke med. 

2) dem, der har sværest ved at tale med dig om det.

Det er upraktisk, og det er svært. Jeg skrev på et tidspunkt: 

"Folk, jeg holdt af, blev så kede af, jeg havde det så dårligt. Dem skulle jeg også trøste." 

Og jeg kan ikke sige det bedre nu.

Jeg græd og græd og græd

Da jeg havde det værst, græd jeg ikke. Jeg var helt i koma. Som når man vågner fra en fuld narkose, så gør det først rigtig ondt, når bedøvelsen holder op med at virke. Det er sådan, jeg kan beskrive det bedst, tror jeg.


I løbet af mit sygdomsforløb har jeg blandt andet skrevet følgende om gråd:

"Pludselig huskede jeg, at jeg lå i min seng på kollegiet og græd så højt, jeg tænkte på, om de andre kunne høre det. Så tog jeg min hovedpude for munden. Jeg kunne ikke kontrollere det. Det føles som virkelig lang tid siden. Åh, lille Marie-skat."

Hos lægen

Min læge ser på mig. Venligt. Forstående. Bekymret. Beslutsom. Jeg er deprimeret. Jeg vidste det godt. Han giver mig en recept. Jeg går grædende ned på apoteket og får udleveret mine første antidepressive piller. Det er den tredje november 2008. Og jeg kan ikke mere.

-----------------

Han bad mig om ikke at begå selvmord. Jeg vidste, det var det, han mente. Vi ses om fjorten dage.