En opmuntrende TED-talk om selvmord (tro det eller ej)

Mark Henick har selv forsøgt selvmord og taler nu om det til alle, der vil lytte. Til dem, der selv overvejer selvmord, og til os alle, der kan hjælpe med at gøre noget ved det. Han kritiserer det psykiatriske system (eller rettere dem, der (ikke) giver penge til det psykiatriske system) og opfordrer os alle til ikke kun at tale om selvmord og deslige bag lukkede døre. Det er 15 minutter og 26 sekunder, der vil være givet godt ud. 

Og det er mest af alt opmuntrende, synes jeg. For der er håb på alle mulige måder.

Bliver jeg nogensinde mig selv igen? Det tror jeg ikke.

Jeg skrev for lang tid siden: 

Jeg kan ikke huske, hvem jeg er. Hvordan jeg er. Hvordan kan jeg så nogensinde blive mig igen?

Det betød i nogle år meget for mig, at jeg ville blive mig selv. Jeg følte, jeg forsvandt, og jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg skulle komme tilbage. Om min personlighed var helt forsvundet.

Men jeg tror ikke, jeg bliver det "jeg" igen. På det tidspunkt, jeg taler om ovenfor, havde depressionen så godt som overtaget mig. Men nu ved jeg, at jeg er "mig". Ikke i en så sikker form, jeg gerne vil være, men det går den rigtige vej. 

Om jeg så skulle vågne som Raske Marie 19-20 år, ville det her jo have forandret alt. Og det gør jeg jo heller ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg ville, hvis jeg fik valget. Jeg aner ikke, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg aldrig var faldet ned i min depression. Måske havde jeg været gymnasielærer et sted på Fyn. Det var jo der, jeg var på vej hen.

Så, jeg er mig selv. Det er et anderledes "selv" end det, der blev sygt. Og det er okay. 

Fra arkivet #2

Jeg kommer ind til undervisning. For sent. 

Jeg kan ikke se en plads. 

Der er en, der henter en stol. Jeg sætter mig på den ved siden af et tomandsbord på forreste række. 

Jeg har ikke været i bad. 

De kan allesammen se det. At mit liv falder ned om ørerne på mig. 

At jeg er ved at bryde sammen.

Fra arkivet #1

Du forstår ikke, når jeg henviser til et "jeg", du aldrig har mødt. 

Det, der henviser til mig - før. Før det her. Før jeg blev syg. Før jeg brød ned. Sammen. Sikringerne sprang. En efter en. De sprang, og jeg fortsatte. Ren vilje, tænkte jeg. Og faldt. Som aldrig før. Eftertrykkeligt. 

Er der en lyd, når Marie falder i skoven, og der ikke er nogen, der hører det? 

Jeg prøvede. Jeg klædte mig ud som Marie. Det var let nok. Jeg forlod det kaos, jeg boede i. Og prøvede at være Marie. Som jeg huskede hende. Det var svært. Umuligt. 

De blev så kede af, at jeg var ked af det

Andres reaktioner fylder meget, når du først er kommet ud af det depressive skab. Og andres trælse reaktioner fylder rigtig meget. Du har få kræfter, og det er virkeligt anstrengende.
Men du bliver bedre til at håndtere det. 

Et af de store problemer bunder i, at mennesker, du har tæt, er:

1) dem, du har mest brug for at snakke med. 

2) dem, der har sværest ved at tale med dig om det.

Det er upraktisk, og det er svært. Jeg skrev på et tidspunkt: 

"Folk, jeg holdt af, blev så kede af, jeg havde det så dårligt. Dem skulle jeg også trøste." 

Og jeg kan ikke sige det bedre nu.

Emil Jensen - skånsk musik

Jeg er begejstret for den skånske sanger Emil Jensen. Han har lavet mange gode sange, men den her er særligt "depressions-aktuel". 

Den hedder "igen" og den er melankolsk på en sært optimistisk måde.

Temaet er, at det kan være svært at forestille sig sit humør skifte, både når man er på toppen og på bunden.

Jeg græd og græd og græd

Da jeg havde det værst, græd jeg ikke. Jeg var helt i koma. Som når man vågner fra en fuld narkose, så gør det først rigtig ondt, når bedøvelsen holder op med at virke. Det er sådan, jeg kan beskrive det bedst, tror jeg.


I løbet af mit sygdomsforløb har jeg blandt andet skrevet følgende om gråd:

"Pludselig huskede jeg, at jeg lå i min seng på kollegiet og græd så højt, jeg tænkte på, om de andre kunne høre det. Så tog jeg min hovedpude for munden. Jeg kunne ikke kontrollere det. Det føles som virkelig lang tid siden. Åh, lille Marie-skat."

Sammenbrud på første række

Jeg kommer ind til undervisning. For sent. Jeg kan ikke se en plads. Der er en, der henter en stol. Jeg sætter mig på den ved siden af et tomandsbord på forreste række. Jeg har ikke været i bad. De kan allesammen se det. At mit liv falder ned om ørerne på mig. At jeg er ved at bryde sammen.