Hvem er jeg nu?

Jeg ser en psykiater, som jeg er rigtig glad for. Han er hyggelig, og jeg føler mig i gode hænder. Jeg havde ikke set ham i flere måneder, men for en uge eller to siden var det psykiatertid igen. Det vil sige, det havde det jo været længe. Men når jeg har det godt, tænker jeg ofte, at det overhovedet ikke er nødvendigt, og når jeg har det dårligt, er det fuldstændig uoverskueligt, og jeg kan ikke holde tanken om at gå nogen steder ud. Jeg bestiller tid hos min psykiater, når "jeg bliver vist nødt til at tage til psykiater" møder "jeg kan godt overskue at tage til psykiater".

Da jeg er der, giver han mig "lektier for", som han siger. Han vil gerne have mig til at udfylde to selvevalueringsskemaer - et for Asbergers og et for ADD (der er ADHD uden H'et, der er "hyperaktiv"). Det overrasker mig. Jeg tænker "aldrig i livet har jeg det" og bliver lidt ked af det.

"Jeg er så deprimeret!" - Gider du lige..

Jeg ved godt, det er forbudt og farligt at sige, og jeg ville blive gal i skralden, hvis nogen sagde det om mig, men:

Nogle mennesker klager altså højlydt over depressioner, jeg ikke kan forestille mig, de har.

Man kan være deprimeret i mange grader og på mange måder, og alle udtrykker deres følelser forskelligt -- jeg ved det godt. Men man kan godt være ulykkelig og trist uden at være deprimeret. Jeg er glad for, de her mennesker ikke ved, hvad det vil sige at være deprimeret. Men må jeg lige være her. Det er en diagnose til mennesker, der faktisk er syge.

Ja, det er en lorteklub. Men det er en eksklusiv lorteklub.

Diagnose - hvad nu?

Diagnoser kan være skræmmende. Og de lyder tit så voldsomt. Pludselig "er" man noget, man kun har hørt om.

Jeg får handikap-SU, fordi min sygdom er kronisk (vi får se), og i sådan en ansøgning skal man angive, hvilken slags handikappet man er. Og jeg syntes jo ikke engang, jeg var handikappet. Nuvel - der var tre ting, jeg skulle vælge mellem, og jeg vidste jo godt, at det var "psykisk udviklingshæmmet", der var "min". Det lød og lyder stadig vanvittigt i mine ører. Det tog mig et par dage at krydse det af.

Men det leder mig til noget vigtigt:

Du bliver hverken mere eller mindre syg af, at få en diagnose. Det kan føre dig til bedre behandling, men det ændrer ikke på din tilstand. Det ændrer måske på dit selvbillede, men du er ikke blevet mere syg.

Diagnoseangst

Jeg har googlet min diagnose. Dødsrate: 15% Jeg kan godt tænke mig til, hvordan de dør.