De blev så kede af, at jeg var ked af det

Andres reaktioner fylder meget, når du først er kommet ud af det depressive skab. Og andres trælse reaktioner fylder rigtig meget. Du har få kræfter, og det er virkeligt anstrengende.
Men du bliver bedre til at håndtere det. 

Et af de store problemer bunder i, at mennesker, du har tæt, er:

1) dem, du har mest brug for at snakke med. 

2) dem, der har sværest ved at tale med dig om det.

Det er upraktisk, og det er svært. Jeg skrev på et tidspunkt: 

"Folk, jeg holdt af, blev så kede af, jeg havde det så dårligt. Dem skulle jeg også trøste." 

Og jeg kan ikke sige det bedre nu.


Et mærkeligt billede, jeg får i mit hoved, der måske kan beskrive det lidt, er, at jeg viste folk, at mit hjerte blødte, hvorefter de viste mig den mentale rift i armen, som den viden havde givet dem. Jeg kan godt sætte plaster på dig ("Næe, joe, altså værre er det selvfølgelig heller ikke"), men jeg er ved at dø. Og jeg kan ikke selv sættes sammen med plaster. 

Jeg sårede folk, der holdt af mig, og det er virkelig en masse sorg at føle sig ansvarlig for. Hele problemet var jo, at jeg var kollapset under det, jeg havde i forvejen.

Konsekvensen/min løsning blev at skrue meget ned  for, hvad jeg fortalte. Det er stadig tilfældet. Jeg trækker mig tilbage, når jeg har det dårligt, og når jeg så er "kommet frem" og har haft det godt et stykke tid, siger jeg "Puh, der for et par måneder siden..". Det er meget nemmere. Folk skal forholde sig til, hvordan jeg har haft det, men de forventes ikke at gøre noget. Og det er en lettelse for dem. 

Det er selvfølgelig ikke særlig opløftende. Jeg finder måske på noget bedre. Det har jo ikke som sådan fungeret for mig. Men det har gjort det lettere.

Tips til "den anden side" (altså de, der er tæt på en depressiv):

• Find en anden at tale med om, hvordan du har det. "Jeg kan næsten ikke holde ud, du har det så dårligt" fører til dårlig samvittighed.