Tiden Arbejder for Dig

Efterhånden som man bliver en erfaren depressiv, så ved man, at: Det føles som om, det aldrig bliver godt igen. Men man ved, at det bliver godt igen.

Besøg på Afdeling P

Okay, det var afdeling M, men samme princip.

Det var et ret underligt sted. Jeg troede, informationen var lukket, men det viste sig, at medarbejderne sad bag de ttykke glas, og kommunikationen foregik gennem mikrofon og højtaler. De så underligt på mig, nok fordi jeg overhovedet ikke forstod, hvad der foregik.  Uden for hovedindgangen var der to parkeringspladser afmærket til politiet. Jeg tænkte på, hvor mange, der mon var gået amok derinde.

Hele hospitalet så ret uhyggeligt ud. Det var stadig mørkt, og det hjalp nok ikke.

Da jeg fandt det rette venteværelse trak jeg mig en kop kakao, og jeg fik en sidekammerat, der bad mig trække en til ham også. Da jeg kom tilbage sagde han "tak fordi, du hentede mig en kop kakao".  Det var mærkeligt. Han virkede lidt stakkels. Han spurgte mig, om jeg troede, julmanden kom i år. Og om jeg havde ønsket mig noget. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke, og at jeg ikke havde skrevet til ham. Jeg er stadig i tvivl om, om han virkelig troede på julemanden. Det lød sådan.

Derfra gik det ret normalt. Jeg talte med en sygeplejerske og tog hjem igen, mens jeg skrev til mine venner, at det havde været en ret mystisk oplevelse.

En opmuntrende TED-talk om selvmord (tro det eller ej)

Mark Henick har selv forsøgt selvmord og taler nu om det til alle, der vil lytte. Til dem, der selv overvejer selvmord, og til os alle, der kan hjælpe med at gøre noget ved det. Han kritiserer det psykiatriske system (eller rettere dem, der (ikke) giver penge til det psykiatriske system) og opfordrer os alle til ikke kun at tale om selvmord og deslige bag lukkede døre. Det er 15 minutter og 26 sekunder, der vil være givet godt ud. 

Og det er mest af alt opmuntrende, synes jeg. For der er håb på alle mulige måder.

En Slags Tvungen Meditation: At Gå i Bad med Alt Sit Tøj På

Jeg vil gerne videregive dette tip:

Jeg er ret optaget af miljø, men den anden dag satte jeg mig med alt mit tøj på under den varme bruser. I en halv time. Det har jeg gjort før - det er godt nok længe siden - men det er virkelig rart.

Jeg tænkte under bruseren, at det måske var en slags "mindfullness" for de (næsten) følelsesløse. Hvis det handler om at være opmærksom på sig selv og sine omgivelser, så gøres det næsten umuligt at undgå, når omgivelserne rammer en i hovedet, er varmt og larmer. Det kan også være, at det er befriende, fordi det er sådan en skør ting at gøre. Det bryder med konventionerne, og måske bliver min hjerne forvirret af, at jeg er sådan en rebel.

Det kan være, det kun virker for mig, og at jeg er den eneste, der har gjort det. Men jeg vil opfordre dig til at prøve det. Om ikke andet, så kan du efterfølgende trøste dig med, at der i hvert fald findes én, der er mere underlig end dig selv.

Min Formiddag i Frivillig Toiletisolation

I dag var jeg for første gang i to uger til undervisning. 

Det overraskede mig, hvor hårdt det var for mig. Det vil sige, undervisningen var okay. Men da alle brød ud af de organiserede stolerækker blev det uoverskueligt. 

Jeg smuttede ind på det første ledige toilet, jeg kunne se, og jeg endte med at tilbringe en time derinde. Jeg havde været til undervisning i én time og fik socialt overload i en grad, det er længe siden, jeg sidst har haft. Det var ikke ubehageligt, men jeg ved, at det er underligt. Jeg sad på gulvet og sms'ede, hvilede mig, tænkte og nød, at jeg ikke kunne høre nogen mennesker.

Så aflyste jeg min aftale og tog bussen hjem. Jeg spillede computer med dyne på i timer, og det var rart.


Jeg plejer at sige til folk, når jeg gør underlige ting som denne. Så tænker jeg, at jeg kan dele ansvaret med dem for at sige til, hvis jeg bliver helt vanvittig. Det er sikkert også sundt. Jeg fortæller dog forskellige ting til forskellige mennesker. Det er måske snyd.

"Shoot the damn dog"

Winston Churchill kaldte depression for "den sorte hund". Og det var en hund, han kendte til. Den har lagt
navn til Sally Bramptons bog "Shoot the damn dog: a memoir of depression" - det er en virkelig god bog, som jeg vil anbefale til alle. Hun skriver om sine egne erfaringer med depression, om sine fremskridt, om behandlingsmuligheder. Den er sjov og den er alvorlig og.. alt muligt andet. Jeg har lånt min ud flere gange, og jeg tror, mange vil kunne få meget ud af den.

Den kan selvfølgelig købes på Amazon


Følgende står på en af de første sider. Jeg har sat en prik ved det første gang, jeg læste det, da jeg havde det rigtig skidt:

“Wanting to die (or 'suicidal ideation'as the experts would have it) goes hand in hand with the illness. It is a symptom of severe depression, not a character failing or moral flaw. Nor is it, truly, a desire to die so much as a fervent wish not to go on living. All depressives understand that distinction.” 
― Sally Brampton, Shoot The Damn Dog: A Memoir Of Depression

“If you are reading this book and you feel that way too then you are not alone. I understand how you feel. I think that anyone who has suffered from even mild depression understands how it feels. Yet we forget that others understand our suffering. We withdraw, isolate or shut down completely. We lose ourselves in our selves, and in the illness.
It doesn’t have to be that way. If we connect with even one other human being who understands, we take one step out of the illness. Life is about connection. There is nothing else. Depression is the opposite; it is an illness defined by alienation. So I offer this book by way of connection. I offer it, too, as a source of hope. I hope that by sharing what I was like, what happened and what I am like now, that it may bring someone else comfort.” 
― Sally Brampton, Shoot The Damn Dog: A Memoir Of Depression

Jeg er måske syg

Vi har en arvelig sygdom i min familie. Og for tiden tænker jeg meget på det.

Jeg kan lade mig teste. Men sygdommen er uhelbredelig, og jeg kan ikke gøre noget for at udsætte den. Så konkret kan jeg ikke få noget ud af at lade mig teste.

Måske vil jeg få det bedre af at slippe af med uvisheden. Om resultatet skulle være positivt eller negativt.
Men jeg frygter, at jeg bliver rigtig ked af det, hvis jeg finder ud af, jeg får det. For hvis jeg har genet, så får jeg det. Der er ingen kære mor.

Sandsynligheden er 50/50, men den halvdel med sygdommen virker meget større end den anden.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler ikke, folk forstår det. Jeg er bange.

Tid hos psykiateren

Jeg kom ikke til vores aftale i forgårs. Jeg har fået tid d. 25. februar. Der er godt nok lang tid til.

Jeg kom ikke, fordi jeg sov. "Folk" synes, det lyder så dumt. Men det er ikke dumt. Det er nærmere synd for mig, synes jeg. Det var jo ikke fordi, jeg tænkte, det var fedt. Men jeg forsvarer mig ikke, når folk siger det. Det kan ikke betale sig.

Jeg har svært ved at sove for tiden. Jeg er træt, men jeg kan ikke sove. Det hænger tit sammen med at have det dårligt. Når jeg så endelig falder i søvn, så er det en ubehageligt dyb og lang søvn, og jeg vågner og er utilpas. Mit vækkeur ringede, da jeg skulle til psykiater, men jeg faldt i søvn igen. Selvom jeg gerne ville afsted. Jeg kan godt lide at være der, og det var vigtigt. Det var meget vigtigt. Men jeg havde ingen kontrol over det. Eller som jeg siger til folk: det føltes som om, jeg ingen kontrol havde over det. 

Jeg bliver aldrig rask..

Jeg sagde, at det føltes som om, jeg aldrig ville blive rask. At det aldrig ville holde op. Jeg fik at vide, at det var depressionen, der talte.

Men det er svært at sortere sine tanker - "dén der, dén var god nok, men dén der tanke, den er syg, den gælder ikke" - de lyder jo begge to som mig. Som mine tanker og som om, de kommer fra samme sted. Det er meget ubehageligt. Ikke at kunne stole på sine egne tanker. Jeg kan jo heller ikke sætte mig ud over dem - hvorfor skulle det være sikkert, at mine tanker om tankerne skulle være sunde?

Jeg tænkte, jeg måtte stole på andres opfattelser af sandheden. Hvis fire andre mente ét, og jeg mente noget andet, så måtte de havde ret. Don't try that at home, det fungerede overhovedet ikke. Det viste sig, at det alligevel var mig, der var bedst til at leve mit liv.

Det holder aldrig op. Det er depressionen, der taler. Jeg kan ikke høre forskel. Jeg kan ikke huske, hvem jeg er. Hvordan jeg er. Hvordan kan jeg så nogensinde blive mig igen?

Det kommer helt naturligt, at definere depressionen som noget fremmed. Et fremmedlegeme, der er flyttet ind i én. Jeg kan godt forstå, man nogle stedet og i gamle dage tænkte, man var besat af en ond ånd. Det kan føles sådan. Lige nu tænker jeg, at depressionen mere er som en virus eller en kræftsygdom, der har gjort en del af mig syg. Og at der er en kamp mellem mig og den. 

Bliver jeg nogensinde mig selv igen? Det tror jeg ikke.

Jeg skrev for lang tid siden: 

Jeg kan ikke huske, hvem jeg er. Hvordan jeg er. Hvordan kan jeg så nogensinde blive mig igen?

Det betød i nogle år meget for mig, at jeg ville blive mig selv. Jeg følte, jeg forsvandt, og jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg skulle komme tilbage. Om min personlighed var helt forsvundet.

Men jeg tror ikke, jeg bliver det "jeg" igen. På det tidspunkt, jeg taler om ovenfor, havde depressionen så godt som overtaget mig. Men nu ved jeg, at jeg er "mig". Ikke i en så sikker form, jeg gerne vil være, men det går den rigtige vej. 

Om jeg så skulle vågne som Raske Marie 19-20 år, ville det her jo have forandret alt. Og det gør jeg jo heller ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg ville, hvis jeg fik valget. Jeg aner ikke, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg aldrig var faldet ned i min depression. Måske havde jeg været gymnasielærer et sted på Fyn. Det var jo der, jeg var på vej hen.

Så, jeg er mig selv. Det er et anderledes "selv" end det, der blev sygt. Og det er okay. 

Det er okay

Jeg sidder og kommer i tanke om første gang, jeg i mit sygdomsforløb tænkte, at hvis jeg resten af mit liv skulle have det som i den periode, så ville det være okay. 

Jeg havde været syg i flere år, og det var en kæmpe lettelse.

Hvor syg skal jeg sige, jeg er?

Mine venner ved, jeg er syg. Mine kolleger ved, jeg er syg. Administrationen og studienævnet på mit studie ved, at jeg er syg. 

Men de ved alle sammen i forskellig grad, hvor syg jeg er, og hvordan jeg er syg.

Da jeg flyttede til Århus havde jeg været syg i et år eller to. Og jeg var bange for, at jeg ville blive set som "syge Marie". At alt, jeg sagde og gjorde, ville komme igennem et "Marie er jo syg"-filter. Jeg vil meget gerne tages alvorligt. På den anden side havde og har jeg jo brug for, at andre tager hensyn til, at jeg er syg. Og det er svært at finde en balance.

Min nuværende taktik er at underdrive. Det er måske dumt. Det har den fordel, at folk tager mig alvorligt. Stort set. Det har den ulempe, at når jeg gør nogle "syge" ting, så tænker folk, det er manglende omtanke, usympatisk osv og de bliver irriterede og skuffede. Jeg ved ikke, om det går op. 

Men jeg kunne ikke drømme om at lægge alle kort på bordet. Det gør andre jo heller ikke. Lad os lade som om, det er min personlighed. Det er det måske også.

Fra arkivet #2

Jeg kommer ind til undervisning. For sent. 

Jeg kan ikke se en plads. 

Der er en, der henter en stol. Jeg sætter mig på den ved siden af et tomandsbord på forreste række. 

Jeg har ikke været i bad. 

De kan allesammen se det. At mit liv falder ned om ørerne på mig. 

At jeg er ved at bryde sammen.

Fra arkivet #1

Du forstår ikke, når jeg henviser til et "jeg", du aldrig har mødt. 

Det, der henviser til mig - før. Før det her. Før jeg blev syg. Før jeg brød ned. Sammen. Sikringerne sprang. En efter en. De sprang, og jeg fortsatte. Ren vilje, tænkte jeg. Og faldt. Som aldrig før. Eftertrykkeligt. 

Er der en lyd, når Marie falder i skoven, og der ikke er nogen, der hører det? 

Jeg prøvede. Jeg klædte mig ud som Marie. Det var let nok. Jeg forlod det kaos, jeg boede i. Og prøvede at være Marie. Som jeg huskede hende. Det var svært. Umuligt. 

Et foredrag fra Stanford Universitet om depression

Professor Robert Sapolsky fra Stanford University taler om depression. Han vender flere gange tilbage til, at depression er en biologisk sygdom.

Han definerer dyb depression som:

1. "It's a biochemical disorder with a genetic component with early experience influences, where someone can't appreciate sunsets." - altså "the inability to feel pleassure"
2. Grief
3. Guild
4. Self-injury - risk of suicide

Hvem er jeg nu?

Jeg ser en psykiater, som jeg er rigtig glad for. Han er hyggelig, og jeg føler mig i gode hænder. Jeg havde ikke set ham i flere måneder, men for en uge eller to siden var det psykiatertid igen. Det vil sige, det havde det jo været længe. Men når jeg har det godt, tænker jeg ofte, at det overhovedet ikke er nødvendigt, og når jeg har det dårligt, er det fuldstændig uoverskueligt, og jeg kan ikke holde tanken om at gå nogen steder ud. Jeg bestiller tid hos min psykiater, når "jeg bliver vist nødt til at tage til psykiater" møder "jeg kan godt overskue at tage til psykiater".

Da jeg er der, giver han mig "lektier for", som han siger. Han vil gerne have mig til at udfylde to selvevalueringsskemaer - et for Asbergers og et for ADD (der er ADHD uden H'et, der er "hyperaktiv"). Det overrasker mig. Jeg tænker "aldrig i livet har jeg det" og bliver lidt ked af det.

Kendte med depression

Ja, jeg har flere gange googlet "famous people depression". Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan konstatere, at når jeg ser, at mange af mine helte også har været deprimerede, så bliver jeg lettet og tænker "mit liv er ikke forbi". Tja.

Så her kommer nogle (det bærer selvfølgelig voldsomt præg af, hvem jeg synes er fede):

J.K. Rowling - (Der også har fortalt, at dementorerne fra Harry Potterbøgerne er legemliggørelser af depression. Det giver mening.)
Kurt Cobain
Monet
Luther
Winston Churchill
Tolstoj

Hvad koster det at tale med en professionel?

0kr:

Hvis du slet ingen penge har, så vil jeg anbefale dig at gå til samtaler hos din egen praktiserende læge. Det er gratis, og det er ret normalt at gøre.

Det er også gratis at tale med en psykiater. Hvis din læge tror, det kan være gavnligt for dig, så kan du blive henvist til en.

Studierådgivningerne rundt omkring yder gratis samtaler.

Gå til samtaler hos en præst. 

Ovenstående ting er noget, du kan gøre i kortere forløb. Måske 5-10 gange.