Du forstår ikke, når jeg henviser til et "jeg", du aldrig har mødt.
Det, der henviser til mig - før. Før det her. Før jeg blev syg. Før jeg brød ned. Sammen. Sikringerne sprang. En efter en. De sprang, og jeg fortsatte. Ren vilje, tænkte jeg. Og faldt. Som aldrig før. Eftertrykkeligt.
Er der en lyd, når Marie falder i skoven, og der ikke er nogen, der hører det?
Jeg prøvede. Jeg klædte mig ud som Marie. Det var let nok. Jeg forlod det kaos, jeg boede i. Og prøvede at være Marie. Som jeg huskede hende. Det var svært. Umuligt.
Jeg brød sammen på min læges toilet. Stod og stirrede på brødet i Super Brugsen i et kvarter. Gik hvileløst rundt om natten. Og græd.
Jeg havde sat knivene ned i kælderen. Og den alkohol, jeg havde. Da jeg havde det godt. Jeg var bange. Jeg havde købt et gennemsigtigt bruseforhæng. Jeg frygtede, der stod nogen på den anden side. Det var dengang, jeg havde det godt. Jeg gik i bad med alt mit tøj på. Jeg handlede på tankstationen om natten. Der var færrest mennesker. Jeg skyndte mig altid ud igen.
Jeg kunne ikke sove. Prøvede at få fjernsynet til at overdøve mit hoved. Først når jeg var helt udmattet, kunne jeg falde i søvn.
Mit hjerte var knust. Bogstavelig talt. Jeg kunne mærke det. Eller netop ikke. Jeg var følelsesløs og samtidig fuld af en helt usigelig smerte. Der lammede mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar