Jeg græd og græd og græd

Da jeg havde det værst, græd jeg ikke. Jeg var helt i koma. Som når man vågner fra en fuld narkose, så gør det først rigtig ondt, når bedøvelsen holder op med at virke. Det er sådan, jeg kan beskrive det bedst, tror jeg.


I løbet af mit sygdomsforløb har jeg blandt andet skrevet følgende om gråd:

"Pludselig huskede jeg, at jeg lå i min seng på kollegiet og græd så højt, jeg tænkte på, om de andre kunne høre det. Så tog jeg min hovedpude for munden. Jeg kunne ikke kontrollere det. Det føles som virkelig lang tid siden. Åh, lille Marie-skat."

"Hvis jeg begynder at græde nu, kan jeg så holde op igen?"

"Jeg brød spontant ud i gråd. I parken, på toget, på vej op af Randersvej, på vej til min fætters konfirmation."

Og jeg kunne ikke holde op. Jeg kunne virkelig ikke holde op.

"Jeg skulle ned til mødet. Jeg havde lovet det, og det var vigtigt. Tårene løb ned af kinderne på mig, og jeg kunne ikke få det til at holde op. Jeg prøvede at stå stille, holde en pause. Jeg holdt vejret, jeg prøvede at tage nogle dybe indåndinger. Jeg slog mig på kinderne. Intet af det virkede.
Pludselig var jeg fremme, og jeg tog nogle flere dybe indåndinger. Gik ind. Jeg afskrev at kunne skjule at have grædt - det tog var for længst kørt. Jeg tørrede flere tårer af kinderne. Hilste på min møde-buddy. Skypemødet var for længst gået i gang. Jeg læste overraskelse og nervøsitet i hans ansigt. Måske medlidenhed. Tårene blev ved med at løbe. Jeg signalerede, at jeg ikke kunne hilse på de andre. Jeg gik hurtigt ud på gangen. På badeværelset. Vand i hovedet. Puh. Jeg fik sat mig på grædekuffertens låg. Det holdt i hvert fald op. 
Jeg takkede ham senere for hans rolige tilstedeværelse. Han sagde, han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Men det vidste jeg jo heller ikke."