Tid hos psykiateren

Jeg kom ikke til vores aftale i forgårs. Jeg har fået tid d. 25. februar. Der er godt nok lang tid til.

Jeg kom ikke, fordi jeg sov. "Folk" synes, det lyder så dumt. Men det er ikke dumt. Det er nærmere synd for mig, synes jeg. Det var jo ikke fordi, jeg tænkte, det var fedt. Men jeg forsvarer mig ikke, når folk siger det. Det kan ikke betale sig.

Jeg har svært ved at sove for tiden. Jeg er træt, men jeg kan ikke sove. Det hænger tit sammen med at have det dårligt. Når jeg så endelig falder i søvn, så er det en ubehageligt dyb og lang søvn, og jeg vågner og er utilpas. Mit vækkeur ringede, da jeg skulle til psykiater, men jeg faldt i søvn igen. Selvom jeg gerne ville afsted. Jeg kan godt lide at være der, og det var vigtigt. Det var meget vigtigt. Men jeg havde ingen kontrol over det. Eller som jeg siger til folk: det føltes som om, jeg ingen kontrol havde over det. 

Hvem er jeg nu?

Jeg ser en psykiater, som jeg er rigtig glad for. Han er hyggelig, og jeg føler mig i gode hænder. Jeg havde ikke set ham i flere måneder, men for en uge eller to siden var det psykiatertid igen. Det vil sige, det havde det jo været længe. Men når jeg har det godt, tænker jeg ofte, at det overhovedet ikke er nødvendigt, og når jeg har det dårligt, er det fuldstændig uoverskueligt, og jeg kan ikke holde tanken om at gå nogen steder ud. Jeg bestiller tid hos min psykiater, når "jeg bliver vist nødt til at tage til psykiater" møder "jeg kan godt overskue at tage til psykiater".

Da jeg er der, giver han mig "lektier for", som han siger. Han vil gerne have mig til at udfylde to selvevalueringsskemaer - et for Asbergers og et for ADD (der er ADHD uden H'et, der er "hyperaktiv"). Det overrasker mig. Jeg tænker "aldrig i livet har jeg det" og bliver lidt ked af det.

Hvad koster det at tale med en professionel?

0kr:

Hvis du slet ingen penge har, så vil jeg anbefale dig at gå til samtaler hos din egen praktiserende læge. Det er gratis, og det er ret normalt at gøre.

Det er også gratis at tale med en psykiater. Hvis din læge tror, det kan være gavnligt for dig, så kan du blive henvist til en.

Studierådgivningerne rundt omkring yder gratis samtaler.

Gå til samtaler hos en præst. 

Ovenstående ting er noget, du kan gøre i kortere forløb. Måske 5-10 gange.

Diagnose - hvad nu?

Diagnoser kan være skræmmende. Og de lyder tit så voldsomt. Pludselig "er" man noget, man kun har hørt om.

Jeg får handikap-SU, fordi min sygdom er kronisk (vi får se), og i sådan en ansøgning skal man angive, hvilken slags handikappet man er. Og jeg syntes jo ikke engang, jeg var handikappet. Nuvel - der var tre ting, jeg skulle vælge mellem, og jeg vidste jo godt, at det var "psykisk udviklingshæmmet", der var "min". Det lød og lyder stadig vanvittigt i mine ører. Det tog mig et par dage at krydse det af.

Men det leder mig til noget vigtigt:

Du bliver hverken mere eller mindre syg af, at få en diagnose. Det kan føre dig til bedre behandling, men det ændrer ikke på din tilstand. Det ændrer måske på dit selvbillede, men du er ikke blevet mere syg.

Hos lægen

Min læge ser på mig. Venligt. Forstående. Bekymret. Beslutsom. Jeg er deprimeret. Jeg vidste det godt. Han giver mig en recept. Jeg går grædende ned på apoteket og får udleveret mine første antidepressive piller. Det er den tredje november 2008. Og jeg kan ikke mere.

-----------------

Han bad mig om ikke at begå selvmord. Jeg vidste, det var det, han mente. Vi ses om fjorten dage.

Til psykolog hos Idiot Idiotsen

Jeg var til en idiot af en psykolog, der insisterede på at tale om selvmordstanker på trods af, at jeg havde sagt, jeg ikke havde nogen. Det var i det hele taget åndssvagt. Og det havde taget mig så lang tid at få slæbt mig til en psykolog.

Det var da flot! Du sagde stemmen imod! Kvinden var tydeligvis idiot. Nogle gange er det rart at tænke på at dø. Nå. Så kan man føle sig levende. Nå. Men det - Altså for mange sætter det tingene i perspektiv. Så det at have selvmordstanker og ikke føre dem ud i livet, det kan virke livsbekræftende og give dig en følelse af, at du har kontrol over dit liv. Nå. Der er mange, der – Det er fint nok. Sådan har jeg det ikke. Nå, siger hun næsten skuffet. Jeg er her kun et år, så du skal nok gå hos en af de andre. Ja.

Og jeg kom jo aldrig tilbage.