En opmuntrende TED-talk om selvmord (tro det eller ej)

Mark Henick har selv forsøgt selvmord og taler nu om det til alle, der vil lytte. Til dem, der selv overvejer selvmord, og til os alle, der kan hjælpe med at gøre noget ved det. Han kritiserer det psykiatriske system (eller rettere dem, der (ikke) giver penge til det psykiatriske system) og opfordrer os alle til ikke kun at tale om selvmord og deslige bag lukkede døre. Det er 15 minutter og 26 sekunder, der vil være givet godt ud. 

Og det er mest af alt opmuntrende, synes jeg. For der er håb på alle mulige måder.

Hvor syg skal jeg sige, jeg er?

Mine venner ved, jeg er syg. Mine kolleger ved, jeg er syg. Administrationen og studienævnet på mit studie ved, at jeg er syg. 

Men de ved alle sammen i forskellig grad, hvor syg jeg er, og hvordan jeg er syg.

Da jeg flyttede til Århus havde jeg været syg i et år eller to. Og jeg var bange for, at jeg ville blive set som "syge Marie". At alt, jeg sagde og gjorde, ville komme igennem et "Marie er jo syg"-filter. Jeg vil meget gerne tages alvorligt. På den anden side havde og har jeg jo brug for, at andre tager hensyn til, at jeg er syg. Og det er svært at finde en balance.

Min nuværende taktik er at underdrive. Det er måske dumt. Det har den fordel, at folk tager mig alvorligt. Stort set. Det har den ulempe, at når jeg gør nogle "syge" ting, så tænker folk, det er manglende omtanke, usympatisk osv og de bliver irriterede og skuffede. Jeg ved ikke, om det går op. 

Men jeg kunne ikke drømme om at lægge alle kort på bordet. Det gør andre jo heller ikke. Lad os lade som om, det er min personlighed. Det er det måske også.

De blev så kede af, at jeg var ked af det

Andres reaktioner fylder meget, når du først er kommet ud af det depressive skab. Og andres trælse reaktioner fylder rigtig meget. Du har få kræfter, og det er virkeligt anstrengende.
Men du bliver bedre til at håndtere det. 

Et af de store problemer bunder i, at mennesker, du har tæt, er:

1) dem, du har mest brug for at snakke med. 

2) dem, der har sværest ved at tale med dig om det.

Det er upraktisk, og det er svært. Jeg skrev på et tidspunkt: 

"Folk, jeg holdt af, blev så kede af, jeg havde det så dårligt. Dem skulle jeg også trøste." 

Og jeg kan ikke sige det bedre nu.