Jeg sagde, at det føltes som om, jeg aldrig ville blive rask. At det aldrig ville holde op. Jeg fik at vide, at det var depressionen, der talte.
Men det er svært at sortere sine tanker - "dén der, dén var god nok, men dén der tanke, den er syg, den gælder ikke" - de lyder jo begge to som mig. Som mine tanker og som om, de kommer fra samme sted. Det er meget ubehageligt. Ikke at kunne stole på sine egne tanker. Jeg kan jo heller ikke sætte mig ud over dem - hvorfor skulle det være sikkert, at mine tanker om tankerne skulle være sunde?
Jeg tænkte, jeg måtte stole på andres opfattelser af sandheden. Hvis fire andre mente ét, og jeg mente noget andet, så måtte de havde ret. Don't try that at home, det fungerede overhovedet ikke. Det viste sig, at det alligevel var mig, der var bedst til at leve mit liv.
Det holder aldrig op. Det er depressionen, der taler. Jeg kan ikke høre forskel. Jeg kan ikke huske, hvem jeg er. Hvordan jeg er. Hvordan kan jeg så nogensinde blive mig igen?Det kommer helt naturligt, at definere depressionen som noget fremmed. Et fremmedlegeme, der er flyttet ind i én. Jeg kan godt forstå, man nogle stedet og i gamle dage tænkte, man var besat af en ond ånd. Det kan føles sådan. Lige nu tænker jeg, at depressionen mere er som en virus eller en kræftsygdom, der har gjort en del af mig syg. Og at der er en kamp mellem mig og den.
