Jeg græd og græd og græd

Da jeg havde det værst, græd jeg ikke. Jeg var helt i koma. Som når man vågner fra en fuld narkose, så gør det først rigtig ondt, når bedøvelsen holder op med at virke. Det er sådan, jeg kan beskrive det bedst, tror jeg.


I løbet af mit sygdomsforløb har jeg blandt andet skrevet følgende om gråd:

"Pludselig huskede jeg, at jeg lå i min seng på kollegiet og græd så højt, jeg tænkte på, om de andre kunne høre det. Så tog jeg min hovedpude for munden. Jeg kunne ikke kontrollere det. Det føles som virkelig lang tid siden. Åh, lille Marie-skat."

Hos lægen

Min læge ser på mig. Venligt. Forstående. Bekymret. Beslutsom. Jeg er deprimeret. Jeg vidste det godt. Han giver mig en recept. Jeg går grædende ned på apoteket og får udleveret mine første antidepressive piller. Det er den tredje november 2008. Og jeg kan ikke mere.

-----------------

Han bad mig om ikke at begå selvmord. Jeg vidste, det var det, han mente. Vi ses om fjorten dage.