Besøg på Afdeling P

Okay, det var afdeling M, men samme princip.

Det var et ret underligt sted. Jeg troede, informationen var lukket, men det viste sig, at medarbejderne sad bag de ttykke glas, og kommunikationen foregik gennem mikrofon og højtaler. De så underligt på mig, nok fordi jeg overhovedet ikke forstod, hvad der foregik.  Uden for hovedindgangen var der to parkeringspladser afmærket til politiet. Jeg tænkte på, hvor mange, der mon var gået amok derinde.

Hele hospitalet så ret uhyggeligt ud. Det var stadig mørkt, og det hjalp nok ikke.

Da jeg fandt det rette venteværelse trak jeg mig en kop kakao, og jeg fik en sidekammerat, der bad mig trække en til ham også. Da jeg kom tilbage sagde han "tak fordi, du hentede mig en kop kakao".  Det var mærkeligt. Han virkede lidt stakkels. Han spurgte mig, om jeg troede, julmanden kom i år. Og om jeg havde ønsket mig noget. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke, og at jeg ikke havde skrevet til ham. Jeg er stadig i tvivl om, om han virkelig troede på julemanden. Det lød sådan.

Derfra gik det ret normalt. Jeg talte med en sygeplejerske og tog hjem igen, mens jeg skrev til mine venner, at det havde været en ret mystisk oplevelse.

En opmuntrende TED-talk om selvmord (tro det eller ej)

Mark Henick har selv forsøgt selvmord og taler nu om det til alle, der vil lytte. Til dem, der selv overvejer selvmord, og til os alle, der kan hjælpe med at gøre noget ved det. Han kritiserer det psykiatriske system (eller rettere dem, der (ikke) giver penge til det psykiatriske system) og opfordrer os alle til ikke kun at tale om selvmord og deslige bag lukkede døre. Det er 15 minutter og 26 sekunder, der vil være givet godt ud. 

Og det er mest af alt opmuntrende, synes jeg. For der er håb på alle mulige måder.

En Slags Tvungen Meditation: At Gå i Bad med Alt Sit Tøj På

Jeg vil gerne videregive dette tip:

Jeg er ret optaget af miljø, men den anden dag satte jeg mig med alt mit tøj på under den varme bruser. I en halv time. Det har jeg gjort før - det er godt nok længe siden - men det er virkelig rart.

Jeg tænkte under bruseren, at det måske var en slags "mindfullness" for de (næsten) følelsesløse. Hvis det handler om at være opmærksom på sig selv og sine omgivelser, så gøres det næsten umuligt at undgå, når omgivelserne rammer en i hovedet, er varmt og larmer. Det kan også være, at det er befriende, fordi det er sådan en skør ting at gøre. Det bryder med konventionerne, og måske bliver min hjerne forvirret af, at jeg er sådan en rebel.

Det kan være, det kun virker for mig, og at jeg er den eneste, der har gjort det. Men jeg vil opfordre dig til at prøve det. Om ikke andet, så kan du efterfølgende trøste dig med, at der i hvert fald findes én, der er mere underlig end dig selv.

Min Formiddag i Frivillig Toiletisolation

I dag var jeg for første gang i to uger til undervisning. 

Det overraskede mig, hvor hårdt det var for mig. Det vil sige, undervisningen var okay. Men da alle brød ud af de organiserede stolerækker blev det uoverskueligt. 

Jeg smuttede ind på det første ledige toilet, jeg kunne se, og jeg endte med at tilbringe en time derinde. Jeg havde været til undervisning i én time og fik socialt overload i en grad, det er længe siden, jeg sidst har haft. Det var ikke ubehageligt, men jeg ved, at det er underligt. Jeg sad på gulvet og sms'ede, hvilede mig, tænkte og nød, at jeg ikke kunne høre nogen mennesker.

Så aflyste jeg min aftale og tog bussen hjem. Jeg spillede computer med dyne på i timer, og det var rart.


Jeg plejer at sige til folk, når jeg gør underlige ting som denne. Så tænker jeg, at jeg kan dele ansvaret med dem for at sige til, hvis jeg bliver helt vanvittig. Det er sikkert også sundt. Jeg fortæller dog forskellige ting til forskellige mennesker. Det er måske snyd.

"Shoot the damn dog"

Winston Churchill kaldte depression for "den sorte hund". Og det var en hund, han kendte til. Den har lagt
navn til Sally Bramptons bog "Shoot the damn dog: a memoir of depression" - det er en virkelig god bog, som jeg vil anbefale til alle. Hun skriver om sine egne erfaringer med depression, om sine fremskridt, om behandlingsmuligheder. Den er sjov og den er alvorlig og.. alt muligt andet. Jeg har lånt min ud flere gange, og jeg tror, mange vil kunne få meget ud af den.

Den kan selvfølgelig købes på Amazon


Følgende står på en af de første sider. Jeg har sat en prik ved det første gang, jeg læste det, da jeg havde det rigtig skidt:

“Wanting to die (or 'suicidal ideation'as the experts would have it) goes hand in hand with the illness. It is a symptom of severe depression, not a character failing or moral flaw. Nor is it, truly, a desire to die so much as a fervent wish not to go on living. All depressives understand that distinction.” 
― Sally Brampton, Shoot The Damn Dog: A Memoir Of Depression

“If you are reading this book and you feel that way too then you are not alone. I understand how you feel. I think that anyone who has suffered from even mild depression understands how it feels. Yet we forget that others understand our suffering. We withdraw, isolate or shut down completely. We lose ourselves in our selves, and in the illness.
It doesn’t have to be that way. If we connect with even one other human being who understands, we take one step out of the illness. Life is about connection. There is nothing else. Depression is the opposite; it is an illness defined by alienation. So I offer this book by way of connection. I offer it, too, as a source of hope. I hope that by sharing what I was like, what happened and what I am like now, that it may bring someone else comfort.” 
― Sally Brampton, Shoot The Damn Dog: A Memoir Of Depression

Jeg er måske syg

Vi har en arvelig sygdom i min familie. Og for tiden tænker jeg meget på det.

Jeg kan lade mig teste. Men sygdommen er uhelbredelig, og jeg kan ikke gøre noget for at udsætte den. Så konkret kan jeg ikke få noget ud af at lade mig teste.

Måske vil jeg få det bedre af at slippe af med uvisheden. Om resultatet skulle være positivt eller negativt.
Men jeg frygter, at jeg bliver rigtig ked af det, hvis jeg finder ud af, jeg får det. For hvis jeg har genet, så får jeg det. Der er ingen kære mor.

Sandsynligheden er 50/50, men den halvdel med sygdommen virker meget større end den anden.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler ikke, folk forstår det. Jeg er bange.