En opmuntrende TED-talk om selvmord (tro det eller ej)

Mark Henick har selv forsøgt selvmord og taler nu om det til alle, der vil lytte. Til dem, der selv overvejer selvmord, og til os alle, der kan hjælpe med at gøre noget ved det. Han kritiserer det psykiatriske system (eller rettere dem, der (ikke) giver penge til det psykiatriske system) og opfordrer os alle til ikke kun at tale om selvmord og deslige bag lukkede døre. Det er 15 minutter og 26 sekunder, der vil være givet godt ud. 

Og det er mest af alt opmuntrende, synes jeg. For der er håb på alle mulige måder.

Jeg bliver aldrig rask..

Jeg sagde, at det føltes som om, jeg aldrig ville blive rask. At det aldrig ville holde op. Jeg fik at vide, at det var depressionen, der talte.

Men det er svært at sortere sine tanker - "dén der, dén var god nok, men dén der tanke, den er syg, den gælder ikke" - de lyder jo begge to som mig. Som mine tanker og som om, de kommer fra samme sted. Det er meget ubehageligt. Ikke at kunne stole på sine egne tanker. Jeg kan jo heller ikke sætte mig ud over dem - hvorfor skulle det være sikkert, at mine tanker om tankerne skulle være sunde?

Jeg tænkte, jeg måtte stole på andres opfattelser af sandheden. Hvis fire andre mente ét, og jeg mente noget andet, så måtte de havde ret. Don't try that at home, det fungerede overhovedet ikke. Det viste sig, at det alligevel var mig, der var bedst til at leve mit liv.

Det holder aldrig op. Det er depressionen, der taler. Jeg kan ikke høre forskel. Jeg kan ikke huske, hvem jeg er. Hvordan jeg er. Hvordan kan jeg så nogensinde blive mig igen?

Det kommer helt naturligt, at definere depressionen som noget fremmed. Et fremmedlegeme, der er flyttet ind i én. Jeg kan godt forstå, man nogle stedet og i gamle dage tænkte, man var besat af en ond ånd. Det kan føles sådan. Lige nu tænker jeg, at depressionen mere er som en virus eller en kræftsygdom, der har gjort en del af mig syg. Og at der er en kamp mellem mig og den. 

Bliver jeg nogensinde mig selv igen? Det tror jeg ikke.

Jeg skrev for lang tid siden: 

Jeg kan ikke huske, hvem jeg er. Hvordan jeg er. Hvordan kan jeg så nogensinde blive mig igen?

Det betød i nogle år meget for mig, at jeg ville blive mig selv. Jeg følte, jeg forsvandt, og jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg skulle komme tilbage. Om min personlighed var helt forsvundet.

Men jeg tror ikke, jeg bliver det "jeg" igen. På det tidspunkt, jeg taler om ovenfor, havde depressionen så godt som overtaget mig. Men nu ved jeg, at jeg er "mig". Ikke i en så sikker form, jeg gerne vil være, men det går den rigtige vej. 

Om jeg så skulle vågne som Raske Marie 19-20 år, ville det her jo have forandret alt. Og det gør jeg jo heller ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg ville, hvis jeg fik valget. Jeg aner ikke, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg aldrig var faldet ned i min depression. Måske havde jeg været gymnasielærer et sted på Fyn. Det var jo der, jeg var på vej hen.

Så, jeg er mig selv. Det er et anderledes "selv" end det, der blev sygt. Og det er okay. 

Det er okay

Jeg sidder og kommer i tanke om første gang, jeg i mit sygdomsforløb tænkte, at hvis jeg resten af mit liv skulle have det som i den periode, så ville det være okay. 

Jeg havde været syg i flere år, og det var en kæmpe lettelse.

Kendte med depression

Ja, jeg har flere gange googlet "famous people depression". Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan konstatere, at når jeg ser, at mange af mine helte også har været deprimerede, så bliver jeg lettet og tænker "mit liv er ikke forbi". Tja.

Så her kommer nogle (det bærer selvfølgelig voldsomt præg af, hvem jeg synes er fede):

J.K. Rowling - (Der også har fortalt, at dementorerne fra Harry Potterbøgerne er legemliggørelser af depression. Det giver mening.)
Kurt Cobain
Monet
Luther
Winston Churchill
Tolstoj

De blev så kede af, at jeg var ked af det

Andres reaktioner fylder meget, når du først er kommet ud af det depressive skab. Og andres trælse reaktioner fylder rigtig meget. Du har få kræfter, og det er virkeligt anstrengende.
Men du bliver bedre til at håndtere det. 

Et af de store problemer bunder i, at mennesker, du har tæt, er:

1) dem, du har mest brug for at snakke med. 

2) dem, der har sværest ved at tale med dig om det.

Det er upraktisk, og det er svært. Jeg skrev på et tidspunkt: 

"Folk, jeg holdt af, blev så kede af, jeg havde det så dårligt. Dem skulle jeg også trøste." 

Og jeg kan ikke sige det bedre nu.

Emil Jensen - skånsk musik

Jeg er begejstret for den skånske sanger Emil Jensen. Han har lavet mange gode sange, men den her er særligt "depressions-aktuel". 

Den hedder "igen" og den er melankolsk på en sært optimistisk måde.

Temaet er, at det kan være svært at forestille sig sit humør skifte, både når man er på toppen og på bunden.

Jeg græd og græd og græd

Da jeg havde det værst, græd jeg ikke. Jeg var helt i koma. Som når man vågner fra en fuld narkose, så gør det først rigtig ondt, når bedøvelsen holder op med at virke. Det er sådan, jeg kan beskrive det bedst, tror jeg.


I løbet af mit sygdomsforløb har jeg blandt andet skrevet følgende om gråd:

"Pludselig huskede jeg, at jeg lå i min seng på kollegiet og græd så højt, jeg tænkte på, om de andre kunne høre det. Så tog jeg min hovedpude for munden. Jeg kunne ikke kontrollere det. Det føles som virkelig lang tid siden. Åh, lille Marie-skat."

Herren er hos dem, hvis ånd er sønderbrudt.

Jeg skrev engang: 

Jeg lå og helede. Det var som Guds Ånd var hos mig og riede min ånd sammen. Herren er hos dem, hvis ånd er sønderbrudt.

"Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånder sønderbrudt." - Salmernes Bog 34,19

Det tror jeg, jeg har sagt til mig selv tusindvis af gange.