Tid hos psykiateren

Jeg kom ikke til vores aftale i forgårs. Jeg har fået tid d. 25. februar. Der er godt nok lang tid til.

Jeg kom ikke, fordi jeg sov. "Folk" synes, det lyder så dumt. Men det er ikke dumt. Det er nærmere synd for mig, synes jeg. Det var jo ikke fordi, jeg tænkte, det var fedt. Men jeg forsvarer mig ikke, når folk siger det. Det kan ikke betale sig.

Jeg har svært ved at sove for tiden. Jeg er træt, men jeg kan ikke sove. Det hænger tit sammen med at have det dårligt. Når jeg så endelig falder i søvn, så er det en ubehageligt dyb og lang søvn, og jeg vågner og er utilpas. Mit vækkeur ringede, da jeg skulle til psykiater, men jeg faldt i søvn igen. Selvom jeg gerne ville afsted. Jeg kan godt lide at være der, og det var vigtigt. Det var meget vigtigt. Men jeg havde ingen kontrol over det. Eller som jeg siger til folk: det føltes som om, jeg ingen kontrol havde over det. 

Jeg græd og græd og græd

Da jeg havde det værst, græd jeg ikke. Jeg var helt i koma. Som når man vågner fra en fuld narkose, så gør det først rigtig ondt, når bedøvelsen holder op med at virke. Det er sådan, jeg kan beskrive det bedst, tror jeg.


I løbet af mit sygdomsforløb har jeg blandt andet skrevet følgende om gråd:

"Pludselig huskede jeg, at jeg lå i min seng på kollegiet og græd så højt, jeg tænkte på, om de andre kunne høre det. Så tog jeg min hovedpude for munden. Jeg kunne ikke kontrollere det. Det føles som virkelig lang tid siden. Åh, lille Marie-skat."