Tid hos psykiateren

Jeg kom ikke til vores aftale i forgårs. Jeg har fået tid d. 25. februar. Der er godt nok lang tid til.

Jeg kom ikke, fordi jeg sov. "Folk" synes, det lyder så dumt. Men det er ikke dumt. Det er nærmere synd for mig, synes jeg. Det var jo ikke fordi, jeg tænkte, det var fedt. Men jeg forsvarer mig ikke, når folk siger det. Det kan ikke betale sig.

Jeg har svært ved at sove for tiden. Jeg er træt, men jeg kan ikke sove. Det hænger tit sammen med at have det dårligt. Når jeg så endelig falder i søvn, så er det en ubehageligt dyb og lang søvn, og jeg vågner og er utilpas. Mit vækkeur ringede, da jeg skulle til psykiater, men jeg faldt i søvn igen. Selvom jeg gerne ville afsted. Jeg kan godt lide at være der, og det var vigtigt. Det var meget vigtigt. Men jeg havde ingen kontrol over det. Eller som jeg siger til folk: det føltes som om, jeg ingen kontrol havde over det. 

Jeg bliver aldrig rask..

Jeg sagde, at det føltes som om, jeg aldrig ville blive rask. At det aldrig ville holde op. Jeg fik at vide, at det var depressionen, der talte.

Men det er svært at sortere sine tanker - "dén der, dén var god nok, men dén der tanke, den er syg, den gælder ikke" - de lyder jo begge to som mig. Som mine tanker og som om, de kommer fra samme sted. Det er meget ubehageligt. Ikke at kunne stole på sine egne tanker. Jeg kan jo heller ikke sætte mig ud over dem - hvorfor skulle det være sikkert, at mine tanker om tankerne skulle være sunde?

Jeg tænkte, jeg måtte stole på andres opfattelser af sandheden. Hvis fire andre mente ét, og jeg mente noget andet, så måtte de havde ret. Don't try that at home, det fungerede overhovedet ikke. Det viste sig, at det alligevel var mig, der var bedst til at leve mit liv.

Det holder aldrig op. Det er depressionen, der taler. Jeg kan ikke høre forskel. Jeg kan ikke huske, hvem jeg er. Hvordan jeg er. Hvordan kan jeg så nogensinde blive mig igen?

Det kommer helt naturligt, at definere depressionen som noget fremmed. Et fremmedlegeme, der er flyttet ind i én. Jeg kan godt forstå, man nogle stedet og i gamle dage tænkte, man var besat af en ond ånd. Det kan føles sådan. Lige nu tænker jeg, at depressionen mere er som en virus eller en kræftsygdom, der har gjort en del af mig syg. Og at der er en kamp mellem mig og den. 

Bliver jeg nogensinde mig selv igen? Det tror jeg ikke.

Jeg skrev for lang tid siden: 

Jeg kan ikke huske, hvem jeg er. Hvordan jeg er. Hvordan kan jeg så nogensinde blive mig igen?

Det betød i nogle år meget for mig, at jeg ville blive mig selv. Jeg følte, jeg forsvandt, og jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg skulle komme tilbage. Om min personlighed var helt forsvundet.

Men jeg tror ikke, jeg bliver det "jeg" igen. På det tidspunkt, jeg taler om ovenfor, havde depressionen så godt som overtaget mig. Men nu ved jeg, at jeg er "mig". Ikke i en så sikker form, jeg gerne vil være, men det går den rigtige vej. 

Om jeg så skulle vågne som Raske Marie 19-20 år, ville det her jo have forandret alt. Og det gør jeg jo heller ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg ville, hvis jeg fik valget. Jeg aner ikke, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg aldrig var faldet ned i min depression. Måske havde jeg været gymnasielærer et sted på Fyn. Det var jo der, jeg var på vej hen.

Så, jeg er mig selv. Det er et anderledes "selv" end det, der blev sygt. Og det er okay. 

Det er okay

Jeg sidder og kommer i tanke om første gang, jeg i mit sygdomsforløb tænkte, at hvis jeg resten af mit liv skulle have det som i den periode, så ville det være okay. 

Jeg havde været syg i flere år, og det var en kæmpe lettelse.

Hvor syg skal jeg sige, jeg er?

Mine venner ved, jeg er syg. Mine kolleger ved, jeg er syg. Administrationen og studienævnet på mit studie ved, at jeg er syg. 

Men de ved alle sammen i forskellig grad, hvor syg jeg er, og hvordan jeg er syg.

Da jeg flyttede til Århus havde jeg været syg i et år eller to. Og jeg var bange for, at jeg ville blive set som "syge Marie". At alt, jeg sagde og gjorde, ville komme igennem et "Marie er jo syg"-filter. Jeg vil meget gerne tages alvorligt. På den anden side havde og har jeg jo brug for, at andre tager hensyn til, at jeg er syg. Og det er svært at finde en balance.

Min nuværende taktik er at underdrive. Det er måske dumt. Det har den fordel, at folk tager mig alvorligt. Stort set. Det har den ulempe, at når jeg gør nogle "syge" ting, så tænker folk, det er manglende omtanke, usympatisk osv og de bliver irriterede og skuffede. Jeg ved ikke, om det går op. 

Men jeg kunne ikke drømme om at lægge alle kort på bordet. Det gør andre jo heller ikke. Lad os lade som om, det er min personlighed. Det er det måske også.

Fra arkivet #2

Jeg kommer ind til undervisning. For sent. 

Jeg kan ikke se en plads. 

Der er en, der henter en stol. Jeg sætter mig på den ved siden af et tomandsbord på forreste række. 

Jeg har ikke været i bad. 

De kan allesammen se det. At mit liv falder ned om ørerne på mig. 

At jeg er ved at bryde sammen.

Fra arkivet #1

Du forstår ikke, når jeg henviser til et "jeg", du aldrig har mødt. 

Det, der henviser til mig - før. Før det her. Før jeg blev syg. Før jeg brød ned. Sammen. Sikringerne sprang. En efter en. De sprang, og jeg fortsatte. Ren vilje, tænkte jeg. Og faldt. Som aldrig før. Eftertrykkeligt. 

Er der en lyd, når Marie falder i skoven, og der ikke er nogen, der hører det? 

Jeg prøvede. Jeg klædte mig ud som Marie. Det var let nok. Jeg forlod det kaos, jeg boede i. Og prøvede at være Marie. Som jeg huskede hende. Det var svært. Umuligt. 

Et foredrag fra Stanford Universitet om depression

Professor Robert Sapolsky fra Stanford University taler om depression. Han vender flere gange tilbage til, at depression er en biologisk sygdom.

Han definerer dyb depression som:

1. "It's a biochemical disorder with a genetic component with early experience influences, where someone can't appreciate sunsets." - altså "the inability to feel pleassure"
2. Grief
3. Guild
4. Self-injury - risk of suicide

Hvem er jeg nu?

Jeg ser en psykiater, som jeg er rigtig glad for. Han er hyggelig, og jeg føler mig i gode hænder. Jeg havde ikke set ham i flere måneder, men for en uge eller to siden var det psykiatertid igen. Det vil sige, det havde det jo været længe. Men når jeg har det godt, tænker jeg ofte, at det overhovedet ikke er nødvendigt, og når jeg har det dårligt, er det fuldstændig uoverskueligt, og jeg kan ikke holde tanken om at gå nogen steder ud. Jeg bestiller tid hos min psykiater, når "jeg bliver vist nødt til at tage til psykiater" møder "jeg kan godt overskue at tage til psykiater".

Da jeg er der, giver han mig "lektier for", som han siger. Han vil gerne have mig til at udfylde to selvevalueringsskemaer - et for Asbergers og et for ADD (der er ADHD uden H'et, der er "hyperaktiv"). Det overrasker mig. Jeg tænker "aldrig i livet har jeg det" og bliver lidt ked af det.

Kendte med depression

Ja, jeg har flere gange googlet "famous people depression". Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan konstatere, at når jeg ser, at mange af mine helte også har været deprimerede, så bliver jeg lettet og tænker "mit liv er ikke forbi". Tja.

Så her kommer nogle (det bærer selvfølgelig voldsomt præg af, hvem jeg synes er fede):

J.K. Rowling - (Der også har fortalt, at dementorerne fra Harry Potterbøgerne er legemliggørelser af depression. Det giver mening.)
Kurt Cobain
Monet
Luther
Winston Churchill
Tolstoj

Hvad koster det at tale med en professionel?

0kr:

Hvis du slet ingen penge har, så vil jeg anbefale dig at gå til samtaler hos din egen praktiserende læge. Det er gratis, og det er ret normalt at gøre.

Det er også gratis at tale med en psykiater. Hvis din læge tror, det kan være gavnligt for dig, så kan du blive henvist til en.

Studierådgivningerne rundt omkring yder gratis samtaler.

Gå til samtaler hos en præst. 

Ovenstående ting er noget, du kan gøre i kortere forløb. Måske 5-10 gange.

De blev så kede af, at jeg var ked af det

Andres reaktioner fylder meget, når du først er kommet ud af det depressive skab. Og andres trælse reaktioner fylder rigtig meget. Du har få kræfter, og det er virkeligt anstrengende.
Men du bliver bedre til at håndtere det. 

Et af de store problemer bunder i, at mennesker, du har tæt, er:

1) dem, du har mest brug for at snakke med. 

2) dem, der har sværest ved at tale med dig om det.

Det er upraktisk, og det er svært. Jeg skrev på et tidspunkt: 

"Folk, jeg holdt af, blev så kede af, jeg havde det så dårligt. Dem skulle jeg også trøste." 

Og jeg kan ikke sige det bedre nu.

Emil Jensen - skånsk musik

Jeg er begejstret for den skånske sanger Emil Jensen. Han har lavet mange gode sange, men den her er særligt "depressions-aktuel". 

Den hedder "igen" og den er melankolsk på en sært optimistisk måde.

Temaet er, at det kan være svært at forestille sig sit humør skifte, både når man er på toppen og på bunden.

"Jeg er så deprimeret!" - Gider du lige..

Jeg ved godt, det er forbudt og farligt at sige, og jeg ville blive gal i skralden, hvis nogen sagde det om mig, men:

Nogle mennesker klager altså højlydt over depressioner, jeg ikke kan forestille mig, de har.

Man kan være deprimeret i mange grader og på mange måder, og alle udtrykker deres følelser forskelligt -- jeg ved det godt. Men man kan godt være ulykkelig og trist uden at være deprimeret. Jeg er glad for, de her mennesker ikke ved, hvad det vil sige at være deprimeret. Men må jeg lige være her. Det er en diagnose til mennesker, der faktisk er syge.

Ja, det er en lorteklub. Men det er en eksklusiv lorteklub.

Diagnose - hvad nu?

Diagnoser kan være skræmmende. Og de lyder tit så voldsomt. Pludselig "er" man noget, man kun har hørt om.

Jeg får handikap-SU, fordi min sygdom er kronisk (vi får se), og i sådan en ansøgning skal man angive, hvilken slags handikappet man er. Og jeg syntes jo ikke engang, jeg var handikappet. Nuvel - der var tre ting, jeg skulle vælge mellem, og jeg vidste jo godt, at det var "psykisk udviklingshæmmet", der var "min". Det lød og lyder stadig vanvittigt i mine ører. Det tog mig et par dage at krydse det af.

Men det leder mig til noget vigtigt:

Du bliver hverken mere eller mindre syg af, at få en diagnose. Det kan føre dig til bedre behandling, men det ændrer ikke på din tilstand. Det ændrer måske på dit selvbillede, men du er ikke blevet mere syg.

Jeg græd og græd og græd

Da jeg havde det værst, græd jeg ikke. Jeg var helt i koma. Som når man vågner fra en fuld narkose, så gør det først rigtig ondt, når bedøvelsen holder op med at virke. Det er sådan, jeg kan beskrive det bedst, tror jeg.


I løbet af mit sygdomsforløb har jeg blandt andet skrevet følgende om gråd:

"Pludselig huskede jeg, at jeg lå i min seng på kollegiet og græd så højt, jeg tænkte på, om de andre kunne høre det. Så tog jeg min hovedpude for munden. Jeg kunne ikke kontrollere det. Det føles som virkelig lang tid siden. Åh, lille Marie-skat."

Hos lægen

Min læge ser på mig. Venligt. Forstående. Bekymret. Beslutsom. Jeg er deprimeret. Jeg vidste det godt. Han giver mig en recept. Jeg går grædende ned på apoteket og får udleveret mine første antidepressive piller. Det er den tredje november 2008. Og jeg kan ikke mere.

-----------------

Han bad mig om ikke at begå selvmord. Jeg vidste, det var det, han mente. Vi ses om fjorten dage.

Diagnoseangst

Jeg har googlet min diagnose. Dødsrate: 15% Jeg kan godt tænke mig til, hvordan de dør.

Sammenbrud på første række

Jeg kommer ind til undervisning. For sent. Jeg kan ikke se en plads. Der er en, der henter en stol. Jeg sætter mig på den ved siden af et tomandsbord på forreste række. Jeg har ikke været i bad. De kan allesammen se det. At mit liv falder ned om ørerne på mig. At jeg er ved at bryde sammen.

Til psykolog hos Idiot Idiotsen

Jeg var til en idiot af en psykolog, der insisterede på at tale om selvmordstanker på trods af, at jeg havde sagt, jeg ikke havde nogen. Det var i det hele taget åndssvagt. Og det havde taget mig så lang tid at få slæbt mig til en psykolog.

Det var da flot! Du sagde stemmen imod! Kvinden var tydeligvis idiot. Nogle gange er det rart at tænke på at dø. Nå. Så kan man føle sig levende. Nå. Men det - Altså for mange sætter det tingene i perspektiv. Så det at have selvmordstanker og ikke føre dem ud i livet, det kan virke livsbekræftende og give dig en følelse af, at du har kontrol over dit liv. Nå. Der er mange, der – Det er fint nok. Sådan har jeg det ikke. Nå, siger hun næsten skuffet. Jeg er her kun et år, så du skal nok gå hos en af de andre. Ja.

Og jeg kom jo aldrig tilbage.

Herren er hos dem, hvis ånd er sønderbrudt.

Jeg skrev engang: 

Jeg lå og helede. Det var som Guds Ånd var hos mig og riede min ånd sammen. Herren er hos dem, hvis ånd er sønderbrudt.

"Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånder sønderbrudt." - Salmernes Bog 34,19

Det tror jeg, jeg har sagt til mig selv tusindvis af gange.

Musik, maestro

Jeg hører megen og meget musik. Også når jeg har det skidt. Det er min erfaring, at enten holder man sig totalt væk fra trist musik eller svælger sig i det. Jeg gør mere eller mindre det sidste. Tror jeg. Og jeg mener ikke, det fører til, at jeg graver mig ned i min sindstilstand. 

Så hvis jeg har det dårligt, kan der godt komme en masse Mikael Simpson i omdrejninger. Det er nu lang tid siden. 

Denne sang med Spleen United kan jeg også godt lide, og jeg synes, at "Depression, depression/ Takes over heartache / Keeping you warm and safe" er  spot-on. Det er min erfaring, at dyb depression er som en tung dyne. Den fjerner dig fra verden, den er rædselsfuld, men den er også tryg. Og den har overtaget. Det lyder sygt, og det er det.

Elefanter

Det står skrevet i dit ansigtForstenet i smerte:Du har elefanter på dine skuldreEfter dig trækker du hundredeStumme, stirrende elefanter