Min tanke med denne blog er at åbne et vindue til min depression. Først og fremmest i håb om, at andre med depression kan genkende sig selv og nogle af deres tanker i det, jeg skriver.
Det er ikke min mening, at bloggen skal blive min dagbog eller et bekendelsesskrift. Jeg vil prøve at holde mig til ting, der kan have almen interesse.
Der bliver ikke nogen orden i rækkefølgen. Nye og gamle tanker og overvejelser vil komme side om side.
Andres reaktioner fylder meget, når du først er kommet ud af det depressive skab. Og andres trælse reaktioner fylder rigtig meget. Du har få kræfter, og det er virkeligt anstrengende. Men du bliver bedre til at håndtere det.
Et af de store problemer bunder i, at mennesker, du har tæt, er: 1) dem, du har mest brug for at snakke med. 2) dem, der har sværest ved at tale med dig om det.
Det er upraktisk, og det er svært. Jeg skrev på et tidspunkt:
"Folk, jeg holdt af, blev så kede af, jeg havde det så dårligt. Dem skulle jeg også trøste."
Jeg er begejstret for den skånske sanger Emil Jensen. Han har lavet mange gode sange, men den her er særligt "depressions-aktuel". Den hedder "igen" og den er melankolsk på en sært optimistisk måde. Temaet er, at det kan være svært at forestille sig sit humør skifte, både når man er på toppen og på bunden.
Jeg ved godt, det er forbudt og farligt at sige, og jeg ville blive gal i skralden, hvis nogen sagde det om mig, men: Nogle mennesker klager altså højlydt over depressioner, jeg ikke kan forestille mig, de har. Man kan være deprimeret i mange grader og på mange måder, og alle udtrykker deres følelser forskelligt -- jeg ved det godt. Men man kan godt være ulykkelig og trist uden at være deprimeret. Jeg er glad for, de her mennesker ikke ved, hvad det vil sige at være deprimeret. Men må jeg lige være her. Det er en diagnose til mennesker, der faktisk er syge. Ja, det er en lorteklub. Men det er en eksklusiv lorteklub.
Diagnoser kan være skræmmende. Og de lyder tit så voldsomt. Pludselig "er" man noget, man kun har hørt om. Jeg får handikap-SU, fordi min sygdom er kronisk (vi får se), og i sådan en ansøgning skal man angive, hvilken slags handikappet man er. Og jeg syntes jo ikke engang, jeg var handikappet. Nuvel - der var tre ting, jeg skulle vælge mellem, og jeg vidste jo godt, at det var "psykisk udviklingshæmmet", der var "min". Det lød og lyder stadig vanvittigt i mine ører. Det tog mig et par dage at krydse det af. Men det leder mig til noget vigtigt: Du bliver hverken mere eller mindre syg af, at få en diagnose. Det kan føre dig til bedre behandling, men det ændrer ikke på din tilstand. Det ændrer måske på dit selvbillede, men du er ikke blevet mere syg.
Da jeg havde det værst, græd jeg ikke. Jeg var helt i koma. Som når man vågner fra en fuld narkose, så gør det først rigtig ondt, når bedøvelsen holder op med at virke. Det er sådan, jeg kan beskrive det bedst, tror jeg.
I løbet af mit sygdomsforløb har jeg blandt andet skrevet følgende om gråd:
"Pludselig huskede jeg, at jeg lå i min seng på kollegiet og græd så højt, jeg tænkte på, om de andre kunne høre det. Så tog jeg min hovedpude for munden. Jeg kunne ikke kontrollere det. Det føles som virkelig lang tid siden. Åh, lille Marie-skat."
Min læge ser på mig. Venligt. Forstående. Bekymret. Beslutsom. Jeg er deprimeret. Jeg vidste det godt. Han giver mig en recept. Jeg går grædende ned på apoteket og får udleveret mine første antidepressive piller. Det er den tredje november 2008. Og jeg kan ikke mere.
-----------------
Han bad mig om ikke at begå selvmord. Jeg vidste, det var det, han mente. Vi ses om fjorten dage.
Jeg kommer ind til undervisning. For sent. Jeg kan ikke se en plads. Der er en, der henter en stol. Jeg sætter mig på den ved siden af et tomandsbord på forreste række. Jeg har ikke været i bad. De kan allesammen se det. At mit liv falder ned om ørerne på mig. At jeg er ved at bryde sammen.
Jeg var til en idiot af en psykolog, der insisterede på at tale om selvmordstanker på trods af, at jeg havde sagt, jeg ikke havde nogen. Det var i det hele taget åndssvagt. Og det havde taget mig så lang tid at få slæbt mig til en psykolog.
Det var da flot! Du sagde stemmen imod! Kvinden var tydeligvis idiot. Nogle gange er det rart at tænke på at dø. Nå. Så kan man føle sig levende. Nå. Men det - Altså for mange sætter det tingene i perspektiv. Så det at have selvmordstanker og ikke føre dem ud i livet, det kan virke livsbekræftende og give dig en følelse af, at du har kontrol over dit liv. Nå. Der er mange, der – Det er fint nok. Sådan har jeg det ikke. Nå, siger hun næsten skuffet. Jeg er her kun et år, så du skal nok gå hos en af de andre. Ja.
Jeg lå og helede. Det var som Guds Ånd var hos mig og riede min ånd sammen. Herren er hos dem, hvis ånd er sønderbrudt.
"Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånder sønderbrudt." - Salmernes Bog 34,19 Det tror jeg, jeg har sagt til mig selv tusindvis af gange.
Jeg hører megen og meget musik. Også når jeg har det skidt. Det er min erfaring, at enten holder man sig totalt væk fra trist musik eller svælger sig i det. Jeg gør mere eller mindre det sidste. Tror jeg. Og jeg mener ikke, det fører til, at jeg graver mig ned i min sindstilstand. Så hvis jeg har det dårligt, kan der godt komme en masse Mikael Simpson i omdrejninger. Det er nu lang tid siden. Denne sang med Spleen United kan jeg også godt lide, og jeg synes, at "Depression, depression/ Takes over heartache / Keeping you warm and safe" er spot-on. Det er min erfaring, at dyb depression er som en tung dyne. Den fjerner dig fra verden, den er rædselsfuld, men den er også tryg. Og den har overtaget. Det lyder sygt, og det er det.
